Jeg troede, det var for sent for os – indtil jeg sprayede mig selv med Forfinede dufte
Mit navn er Karin, jeg er 42, og jeg har været gift i 11 år. Vi har to børn – en teenager, der altid sover for sent, og en 3-årig, der lige er startet i børnehaven. Vi har et realkreditlån, hvis rente lige er steget med næsten 4.000 SEK om måneden. Et sommersted vi renoverede for fire år siden, men knap havde tid til at besøge. Og et sexliv, der forstummede et sted mellem VAB, forældremøder og trætte kompromiser om, hvem der skulle tage opvasken.
Der er ikke noget galt med min mand. Og heller ikke rigtig på os. Men vi er blevet... praktiske. Som en velsmurt maskine. Vi gør det, der skal gøres. Logistik. Skud. Handling. Plan. Og hver nat falder vi i søvn på hver sin side af sengen med vores telefoner. Udmattet. Tom.
Vi kommunikerer via post-it sedler på køleskabet:
"BVC kl. 10 fredag."
"Husk træningstaske mandag."
"Gå ikke til den anden, den er gået i stykker igen."
Vi griner nogle gange, absolut. Vi ser den samme serie. Vi hjælper hinanden.
Men hver nat falder vi i søvn på hver sin side af sengen, med forskellige telefoner, i forskellige bobler.
Jeg scroller. Han falder i søvn. Vi er to skygger, der gør det, der skal gøres.
Men jeg kan huske, hvordan det var før.
Hvordan han plejede at røre ved min hals, når jeg stod i køkkenet. Den måde han plejede at se på mig. Ikke bare se mig – men gennemse mig.
Jeg savnede det. Ikke selve sexet. Uden nærhed. Spændingen. Udseendet.
Jeg manglede noget, men jeg sagde ikke noget. For hvad skal jeg sige? "Hej skat, jeg føler mig usynlig"?
En aften scrollede jeg som sædvanligt. Børnene sov. Opvaskemaskinen summede. Og jeg så en annonce fra Refined Scents.
Jeg ved det – det lyder latterligt. En parfume? Vil det løse noget?
Men noget i mig ville bare... prøve. Ikke for at rette op på forholdet. Men at mærke noget, for mig selv.
En uge senere kom flasken. Det var smukt. Jeg tog den på uden at sige noget til min mand.
Den første dag skete der ikke noget.
Anden dag – et lidt længere look.
På den tredje dag tog han min hånd, da vi sad i sofaen.
På den fjerde dag sagde han:
"Du lugter, som da vi var i Visby. Kan du huske?"
Det lyder som en film. Men det var så... udramatisk. Så simpelt. En åbning. En varme. En påmindelse.
Han lagde sig tæt. Vi lå stille, men jeg mærkede, at hele hans krop vendte sig mod mig. Det var ikke sket i måneder.
Det var som om en dør blev åbnet. Ikke til vild passion med det samme - men til nærhed. Udseende. VARME. Nysgerrighed. Der var vågnet noget, både i ham og mig. Jeg følte mig i live. Som kvinde. Ikke bare en mor, logistikchef og ansvarlig person.
Jeg ved ikke, hvordan det virker. Men jeg ved, hvordan det føltes. Og jeg ved, at noget har ændret sig. Vi begyndte at røre ved hinanden igen. Ikke fordi vi "skulle", men fordi vi gerne ville.
Vi er stadig trætte. Renten forbliver. Børnene skændes.
Men der er noget igen. En nærhed. En legesyg.
Som om vi husker, hvem vi var – og hvem vi stadig kan være.
Raffinerede dufte reddede ikke vores ægteskab. Men den vækkede den. Og nogle gange... er det mere end nok.
/ Karin, 42 år
